Hvorfor på Børnehjem ?

Der er mange grunde til at et barn bliver anbragt på børnehjem og i mange tilfælde er det en nødvendighed, men min erfaring med børnehjem i 50-60erne og efter samtale med flere hundrede tidligere anbragte, har overbevist mig om at vi bare blev kasseret.

 

Jeg har erfaret at mit ophold på "Godhavn" der varede næsten 4 år, ikke var enestående, sådan var det på de fleste børnehjem. Vi var her alle "typer" nogle havde mistet deres forældre, nogle blev anbragt fordi deres forældre ikke magtede det ansvar at have børn, men flest af os var bare blevet skoletrætte. Selvfølgelig var der også "banditter" imellem, men det mest groteske var at det var et skolehjem, hvor vi gik meget lidt i skole.

 

De daglige mishandlinger fra både Forstanderen og div. lærere var uudholdelige, straffe som at "sidde på plads" hele weekenden (altså kun den sparsomme fritid, vi arbejdede også lørdag søndag)tæsk og nedværdigelser, var dagligdags.

 Vi havde en højt anset psykiater der brugte os som forsøg, med diverse piller som truxal og amfetamin, forsøg han pralede med i ugeskrift for læger.Efter samtale med mange af drengene, har jeg erfaret at også han var pædofil.

 

Endnu en lærer var pædofil, han havde enda en dom for pædofili da han blev ansat på Godhavn.Da en tilsynsførende endelig opdagede det, fik han 15 minutter til at pakke sine ting, men blev han anmeldt, næ, fanden hytter sine egne. At han så kort tid efter tog sit eget liv, det kan jeg sgu ikke begræde, men ingen kan bilde mig ind, at ingen vidste det.

 

Vi så gang på gang nye lærere komme til, mange var unge og kom sikkert direkte fra seminariet. Disse lærere var rigtigt flinke de første fjorten dage, men de blev hurtigt indoktrineret, for hvis de ikke deltog i mishandlingerne, var de færdige på godhavn, for her var kun de regler som Forstanderen dikterede.

 I dag forstår jeg disse lærere,de var nyuddannede boede på anstalten med deres familier og hvis de ikke makkede ret, var det bare ud. (Forstanderens lov) Kun de kvindelige ansatte, viste en form for medfølelse (minus forstanderens kone, der troede at hun var selve Dronningen)(og var med til at medicinere os, efter eget forgodtbefindende) Det var lige som at i køkkenet og på systuen, gjalt forstanderens lov ikke, men han var jo også kun et skvat som mishandlede små drenge.

 Desværre var det jo ikke kun Forstander og lærere der var modbydelige, drengenes hiraki var frygteligt, men det værste ved det var den manglede trøst og kærlighed. Hvis man var blevet moppet eller mishandlet af de store drenge og søgte hjælp hos nogle af lærene, fik man bare den besked, at man var en tøsedreng. Ja; lærene opildnede faktisk til at tæskene og mopningen fortsatte.

Mange gange fik lærene nogle af drenge til at straffe andre drenge for mindre forseelser,så de selv kunne vaske deres hænder.

Jeg husker tit, når Forstanderen selv overværede disse afstaffelser, ja også når han selv slog. Som en af drengene sagde engang; "Han kører sit raseri op til uanede højder og når man så ligger der, ånder han ud som en hval der er oppe at få luft, jeg tror han fik orgasme" Jeg ved at mange ikke overlevede disse mopninger.

 

Minoriteterne på Godhavn havde det værst. Vi havde flere drenge der havde haft børnelammelse, en havde klumpfødder, en var hulbrøstet,nogle tissede i sengen, mange havde hjemve og jeg selv var en lille mager bange knægt. Det var ikke kun selve mopningen, men det at alle lærene hjalp de store drenge.

Hvor skulle vi gå hen for at få hjælp, hvor skulle vi finde kærlighed. Efter næsten fire år under sådanne forhold, troede jeg ikke at den fandtes.

 

Mit lille fristed var i køkkenet, hvor jeg i næsten fire år, syv dage om ugen, skrællede kartofler. Her kunne de store drenge ikke nå mig og forstanderen og lærene turde ikke mishandle mig der. Men frygten for igen at forlade køkkenet, var ubeskrivelig. Jeg vidste at de ventede på mig.

 

Skolegangen var så som så, jeg gik i skole 2 timer hver eftermiddag, for det var vigtigere at vi blev brugt som arbejdsdyr. Vi blev således, udover de daglige pligter på anstalten også udlånt til de omkringliggende bønder og Forstanderens venner(gadvist hvad han tjente på det).Og så var det endda et skolehjem vi var anbragt på fordi (for mit vedkommende) vi ikke gad at gå i skole.

 

Fik vi nogle papirer på at vi i det hele taget havde gået i skole, eller havde vi en form for eksamen ? næ.

 

Så kom den dag hvor man bliver lukket ud. Nyt tøj og næsten 100 kr. på lommen. Hvad gør man nu ? følelsen er blandet, et er at slippe for mishandlingerne, men hvordan skal man takle det? det har vi aldrig lært.

 

De næste 45 år bliver meget turbulente, men det vil jeg skrive om senere.