
Det hele startede år 1949 den 3 februar kl. 2.45 på Slagelse sygehus. Min stakkels mor havde i lang tid gået og døjes med den satans knægt, som ikke kunne holde sig i ro og allerede da jeg smuttede ud, jagtede personalet mig ned af gangene på sygehuset!!! Nej, den var vist for tyk, men det ville vist ikke undre nogen, hvis det havde sin rigtighed. 
I 1953 da min far dør, er min mor allene med os tre børn, min bror er kun et år og min søster er syv. På trods af sygdom, knoklede hun sig halvt ihjel hver dag på konservesfabrikken for at få det til at løbe rundt. Hun var for stolt til at bede om hjælp og en ny mand skulle hun ihvertfald ikke have inden for dørene, hun havde fået nok af min far, som kun havde den ene interesse, at spille sig fra hus og hjem. 
Jeg fandt, i en tidlig alder, ud af at det var sjovere at stjene penge ved forskellige job, end det var at gå i skole og det gik selvfølgelig galt. Uanset hvor meget min moder trylede og bad, sendte børneværnet mig på børnehjem i en alder af 11 år. 
Den 4 april 1960, kom der en mand fra børneværnet som skulle følge mig med toget til Roskilde Hvile, et iagtagelseshjem, hvor man skulle finde ud af hvor i verden jeg skulle gemmes væk fra offentligheden. Det var egentlig ikke et dårligt sted at være, vi fik sjældent bank, men brugte det meste af tiden på at arbejde, kun afbrudt af skolegang. På Roskilde Hvile besluttede man sig til at sende mig på Skolehjemmet Godhavn i Nordsjælland. Det lød jo spændende med "en god havn" men det skulle senere vise sig at det blev 4 år i helvedes forgård og en tid som satte et katastrofalt spor i mit videre liv og hvor mange af mine venner ikke overlevede. 
Du kan læse om min tid på Godhavn under pinden "Godhavn"
|