Sagsanlæg mod Staten

For udenforstående kan det sikkert godt virke underligt, at en flok gamle børnehjemsbørn vil sagsøge Staten, men lad mig prøve at forklare hvorfor vi mener at det er Statens skyld at mange af os har haft et forbandet liv, hvor en hel del ikke har overlevet.

I 60erne, som vi især focuserer på og hvor jeg selv var anbragt, var det statens pligt at holde øje med hvad der foregik på institutionerne. Det foregik på den måde at man udnævnte to tilsynsførende som skulle dække næsten to hundrede børnehjem og når så de tilsynsførende dansede efter de stedlige forstanderes pibe, skal der vist ikke meget fantasi til at forstå hvor lidt virkning det havde

Når den tilsynsførende, med sin stab, kom på besøg, var det på det strengeste forbudt for os drenge at kontakte dem. Vi kom i vores nyeste tøj og blev taget fra slavearbejdet mens`de var der og deres eneste funktion var at drikke kaffe hos forstanderen.

Det siger vist sig selv at disse besøg, ikke var en skid værd, ihvertilfælde ikke for os børn og resultatet var da også derefter, nemlig at de stedlige forstandere kunne forvalte os kasserede unger som de ville og gjorde det.

Vi blev behandlet som slaver, mange blev lånt ud til naboer og venner som billig arbejdskraft til at mætte forstanderens tegnebog, rigtigt mange blev seksuelt misbrugt og så blev vi brugt som forsøgsdyr af en psykiater, der fyldte os med amfetamin og truxal. Dertil kom en meget ringe skolegang, da vægten blev lagt på vores arbejdskraft.

Jo; tæsk fik vi også endda i spandevis, men mange af de klø var vi sikkert selv skyld i, da den eneste måde man kan hævde sig på når 50 drenge er samlet på samme sted er at hævde sig på den ene eller anden måde, men der er forskel på tæsk. En sagde engang " den første øretæve er opdragelse, de efterfølgende er til egen tilfredsstillelse" så jeg vil mene at forstanderen og lærene på Godhavn, fik konstant tilfredsstillelse.

Der var mange sygelige former for afstraffelse som jeg skal undlade at komme ind på her ( det er skrevet andet sted) men alt i alt, lærte vi kun en eneste ting, nemlig at slå fra os, fysisk som verbalt.

Rigtigt mange var ødelagt af vold og misbrug allede inden de forlod børnehjemmene og der var bestemt ingen hjælp at hente nogen steder da vi blev smidt ud, næ, så måtte man klare sig selv og det er for mange, ikke lykkedes at begå sig i samfundet. Mange er allerede bukket under og rigtigt mange lever i kummerlige forhold, med div. former for misbrug, netop fordi, man ikke holdt øje med hvad der foregik på børnehjemmene.

Når udenforstående siger til mig at de da også har fået tæsk og det skal man da ikke have en undskyldning for, kan jeg kun sige;

I har ikke forstået en skid.

Dette har intet med tæsk at gøre, det drejer sig om et ødelagt liv som statens tilsynssvigt er skyld i.